Portræt af en ung fra Lyshøj: Anders Kluge

Uden Lyshøj havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag

Anders Kluge blev tvangsanbragt på Lyshøj som 13-årig. Her lærte han at tage ansvar, fik styr på sit liv og tog en uddannelse som elektriker. Det er han stolt af – og han holder stadig kontakten med dem, der hjalp ham.

Det stod ikke skrevet i kortene, at Anders Kluge skulle ende som uddannet elektriker og stabil familiefar. For allerede som barn var han ude på et kriminelt sidespor, der ledte i en helt anden retning.

– Da jeg var 11 år, stjal jeg biler og kørte cross på vejene. Jeg har også lavet indbrud, røget hash og taget stoffer i en helt ung alder. Men så blev jeg tvangsfjernet og anbragt på Lyshøj, da jeg var 13 år, fortæller Anders Kluge. Her boede han i otte år, og det ændrede hans løbebane fuldstændig.

– Det var selvfølgelig hårdt til at starte med. Jeg er et meget stort familiemenneske, og jeg savnede mine to brødre hjemme i Nordsjælland. Men så indså jeg, at det var for det bedste og accepterede, at det var her, jeg skulle være. Jeg kunne godt se, at jeg fik nogle faste rammer og en mulighed for at udvikle mig den rette vej. Og uden Lyshøj havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag, siger Anders Kluge.


Lærte at tage ansvar og gå i skole

I starten gik Anders i en lokal skole. Senere tog han selv bussen til uddannelsesinstitutioner længere væk og lærte at tage ansvar for sin egen dagligdag – at stå op, vaske tøj og have styr på alt det praktiske.

– Da jeg blev ældre, skulle jeg selv planlægge turen i skole og sørge for, at der var penge på rejsekortet. Jeg havde en fast oprydningsdag og faste rutiner. I dag er det også mig, der laver mad derhjemme, for det har min kone ikke lært hjemmefra. Jeg havde en fast maddag på Lyshøj og har lært at lave mad til 15-18 mennesker. Man lærer at tage ansvar, når man får tildelt ansvar, siger Anders Kluge.

Det er dén tankegang, der også har båret Anders igennem uddannelsessystemet. Kombineret med en hel masse støtte og hjælp fra de voksne på Lyshøj.

– Jeg har altid været enormt dårlig i skolen. Jeg var ikke ret god til at sidde stille og høre efter. Men jeg fik rigtig god hjælp på Lyshøj, hvor jeg havde faste rammer og nogen, der holdt op i mig, når jeg var ved at køre træt i det, siger Anders Kluge.

Især leder Torben Olsen har spillet en vigtig rolle. Han var også med til barnedåben, da Anders Kluges søn blev døbt.

– I dag ser jeg nærmest Torben som min papfar. Han har gjort så meget for mig. Han hjalp mig også med at finde ud af, at det måske ikke er så vigtigt at være god til det boglige, for jeg er pissegod til det praktiske. Jeg lærer bedst med hænderne, og jeg har formået at tage en elektrikeruddannelse. Det er jeg stolt af. Det var en kæmpe, kæmpe sejr, siger Anders Kluge.


Holder kontakt med sin familie på Lyshøj

I dag bor Anders Kluge med sin kone og to små børn i Hørve, hvor de har købt hus. Det ligger ikke ret langt fra Lyshøj, og Anders holder stadig kontakten.

– Jeg snakker stadig med mange af de unge, der har boet her på Lyshøj, og jeg prøver at komme herop så tit som muligt. Jeg svinger vel forbi en gang om måneden, når jeg lige er i nærheden. Det er vigtigt for mig at bibeholde kontakten til min familie heroppe. De er en vigtig del af mit liv og nogle mennesker, jeg holder rigtig meget af. Jeg skylder dem størstedelen af mit liv. Uden dem havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag, siger Anders Kluge.