På Lyshøj Opholdssted ser vi hver enkelt og skaber en tryg hverdag, der giver mening og peger fremad. Vi har fokus på skolen – og vi lærer de unge at tage ansvar for et aktivt liv med uddannelse og sunde vaner. Mindst 80 procent af vores unge tager folkeskolens afgangseksamen.
Vi mener det ret bogstaveligt, når vi siger, at Lyshøj en storfamilie. Og vi ved af erfaring, at rigtig mange af vores unge holder fast i deres Lyshøj-familie længe efter, de er blevet voksne.
På Lyshøj har de unge en tryg hverdag med gode kammerater og stabile voksne. Vi har en ungeafdeling med plads til 12 unge i alderen 11-17 år og en udslusningsafdeling med 7 værelser, hvor nogle af vores unge flytter over, når de fylder 18 år. Hos os er alle en del af fællesskabet, og alle byder ind. På ungeafdelingen spiser vi sammen hver aften – nogle gange tager det et kvarter, andre gange bliver vi hængende længe og hygger. Og selvfølgelig fejrer vi årets højtider og tager på både udflugter og ferie sammen.
Vi er rigtig gode til at tage imod nye. Vi taler altid ordentligt om stedet og hinanden – det er vores hjem og vores anden familie. De fleste af vores unge har haft en barndom, hvor det sociale var svært, og hvor de var meget overladt til sig selv. Sådan er det ikke hos os. Her lærer de, hvordan de opbygger og fastholder venskaber – og på Lyshøj knytter mange af de unge tætte venskaber, der holder hele livet.
Vi ved, at daglig bevægelse er vigtigt for både krop og hoved, og på Lyshøj gør vi meget for at skabe en aktiv hverdag for alle. Vi har gode faciliteter med bl.a. boldbaner, bordtennisbord og trampolin – og vi tager ofte ud på cykel-, løbe- eller gåture i den flotte natur i nærområdet. Vi har en individuel tilgang og prøver hele tiden at finde veje til at motivere den enkelte. Vores unge kan også gå til ridning, svømning eller måske fodbold i den lokale klub.
Helt centralt står vores veludstyrede fitnessrum, hvor de unge bruger rigtig mange timer. Mange af vores drenge elsker at konkurrere i bænkpres og opbygge muskler, og vi har også små løbehold, hvor vi kombinerer træningen i fitnesslokalet med løbeture i lokalområdet. Nogle af vores unge kæmper med overvægt og vil helst træne sammen med en af vores pædagoger på tidspunkter, hvor de kan bruge fitnessmaskinerne uden at føle sig udstillet.
Vi har et yderst veluddannet personale, som hele tiden hjælper de unge med at finde motivation og udvikle sig. Forstander Torben Olsen er uddannet UEFA-fodboldtræner og er aktiv løber igennem mange år. Pædagog Simone Bergqvist er uddannet fitnessinstruktør og underviser i det lokale fitnesscenter i sin fritid. Vi har også en tidligere professionel fodboldspiller og en ivrig kajakroer i personalegruppen. Og hver vinter tager hele institutionen sammen på skitur til Idre Fjell.
Portræt:
Naja Lønbak er en af Danmarks bedste mellemdistanceløbere. Hun har boet på Lyshøj som ung og er i dag tilknyttet opholdsstedet som medhjælper og en naturlig del af familien.
Læs Najas historie: Mit løb giver en mental frihed, og i dag er jeg helt ude af medicinen
På Lyshøj lærer de unge at tage ansvar for deres eget liv, så de bliver klar til en dag at stå på egne ben. Vi har en struktureret hverdag, hvor de unge lærer at stå op om morgenen, vaske tøj, rydde op på værelset og indøve gode vaner med fx søvn, motion og personlig hygiejne. Undervejs laver vi små delmål, så vi hele tiden kan følge den unges udvikling.
De unge på Lyshøj lærer også at lave mad. Når de har overskud til det efter skole eller i weekenden, kan de melde sig til at lave mad til hele storfamilien sammen med en af pædagogerne. Allerførst beslutter vi, hvad vi skal have at spise. Det kan være alt fra forårsruller til pastaretter og traditionel dansk mad, og vi laver det hele fra bunden. Som en del af processen lærer de unge at lave en indkøbsliste og tager med ud at handle. På den måde lærer de at lave forskellige retter og sammensætte en sund og varieret kost udfra et givet budget.
Vi tilbereder selv aftensmaden i vores køkken, spiser ved fællesbordet og rydder op bagefter. Det er en god måde at være sammen på, hvor de unge får trænet deres samarbejdsevner og sociale kompetencer. Og når de en dag flytter i egen bolig, har de fuldstændig styr på de daglige rutiner og ved, hvordan man får en dagligdag og en familie til at fungere.
“Hjemme hos os er det mig, der laver mad. Jeg lærte at lave mad til 15-18 personer på Lyshøj – og min kone har ikke lært det derhjemme.”
Anders, elektriker og familiefar
På Lyshøj følger vi Sundhedsstyrelsens 8 kostråd og sørger for, at de unge får en sund og varieret kost med de næringsstoffer, kroppen har brug for. Det er vigtigt, fordi det giver energi i hverdagen – og fordi mange af vores unge kæmper med forskellige udfordringer, hvor kosten spiller en stor rolle.
Vi modtager en del unge, der har kæmpet med overvægt hele deres barndom. Hos os taber de sig og indlærer gode kost- og motionsvaner, som kan holde hele livet. Mange af de unge har aldrig spist grøntsager, når de flytter ind hos os. De har måske en forestilling om, at de slet ikke kan lide grøntsager – men det ændrer sig meget hurtigt, når de finder ud af, hvor godt det smager.
Vi har også mange ‘ADHD-drenge’, som på Lyshøj finder ud af, hvor meget kosten betyder for, hvordan de fungerer i hverdagen. Vi starter typisk med at fjerne laktose og gluten fra deres kost, og for næsten halvdelen gør det lynhurtigt en kæmpe forskel. De falder til ro og får mere styr på tankemylderet, så de kan træffe bedre beslutninger. En af vores unge forklarer det sådan her: “Det er ligesom om, jeg har fået et par sekunder mere til at tænke mig om”.
Morgen: De unge på Lyshøj går i forskellige skoler og spiser morgenmad, når det passer ind i deres morgenrutine – altid sammen med vores pædagoger i fællesstuen. Her er ro på, så vi når at se hinanden i øjnene og skaber en god start på dagen.
Middag: Frokosten bliver indtaget på de unges skoler. De fleste har sunde madpakker med hjemmefra, enkelte spiser i skolens kantine.
Eftermiddag: Eftermiddagsmaden står frit tilgængeligt, når de unge kommer hjem fra skole. Det er typisk knækbrød med ost, frugt og indimellem lidt kage.
Aften: Vi spiser altid aftensmad sammen, og de unge kan både være med til at handle ind, tilberede en sund og varieret kost og rydde, på skift, op efter aftensmaden.
På Lyshøj Opholdssted ser vi ikke begrænsninger – heller ikke, når der kommer en ung på besøg for allerførste gang. Vi ser muligheder. Vores tilgang til livet er, at man kan, hvad man vil – og vores unge kan helt sikkert mere, end de umiddelbart selv tror.
Mange af de unge, vi modtager, er bagud med det boglige og har oplevet rigtig mange nederlag i skolen. Mange har nærmest givet op. Vi er gode til at hjælpe dem i gang igen, og vores resultater er flotte. Først finder vi det rigtige skoletilbud, og så skaber vi en stabil hverdag, som giver dem overskud til at arbejde med deres faglige, sociale og personlige udvikling. Undervejs sætter vi små delmål, så de hele tiden kan se, at de rykker sig.
Mindst 80 procent af de unge på Lyshøj tager en afgangseksamen, og mange af dem tager efterfølgende en uddannelse. Vi har hjulpet både advokater, elektrikere, sosu-assistenter og pædagoger godt i gang med deres uddannelser. Det er vi stolte af – og det er de også.
“Jeg har altid været enormt dårlig i skolen, men jeg er pissegod med hænderne og har formået at tage en elektrikeruddannelse. Jeg har fået rigtig god hjælp på Lyshøj, og jeg skylder dem størstedelen af mit liv. Uden dem havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag.”
Anders, elektriker
På Lyshøj har vi vores eget værksted, hvor de unge får lov at bruge hænderne – og en crossbane i baghaven, hvor der er plads til at give den gas. Det er Tommy, der styrer værkstedet. Han er uddannet mekaniker og sørger for, at der altid er ryddet op og er fuldstændig styr på tingene. Og så er han rigtig god til det relationsarbejde om ‘det fælles tredje’, som er så vigtigt for vores unge.
Rigtig mange af de unge, vi modtager, er dødtrætte af voksne, der sidder ved et bord og taler og taler. En stor del har svært ved det abstrakte og boglige, men når de står i værkstedet og arbejder med en knallert eller en ATV – så laver de noget, der giver mening for dem. Det lærer de rigtig meget af, og samtidig flyder samtalen lettere. Også om skolen, de svære ting derhjemme og tiden efter Lyshøj.
I Tommys værksted finder mange skoletrætte unge et fristed, som samtidig er med til at skabe et nyt fundament for deres videre uddannelse og arbejdsliv. Vi har et tæt samarbejde med den lokale erhvervsskole og har også jævnligt unge, som følger særligt tilrettelagte STU- eller FGU-forløb, imens de bor hos os. Kort sagt: Vi er gode til at finde de rigtige løsninger for den enkelte. Også de unge, som har det svært i skolen og lærer bedst med hænderne.
På Lyshøj dyrker vi ’det sunde chok’, som et iskoldt bad kan give. Det er sundt for kroppen og giver en mental styrke, som kan bruges i mange andre sammenhænge. Det hjælper vores unge med at lære at regulere deres følelser og tanker.
Især de første gange er det meget ubehageligt at sænke kroppen ned i 1-2 grader koldt vand og tvinge sig selv til at blive siddende et minut eller to. Men vi oplever altid, at det er nogle rigtig glade unge, der står op igen. De har overvundet en frygt og lært at regulere deres trang til at flygte fra noget, der er svært. Bagefter er kroppen afslappet, og de unge siger, at de har lettere ved at falde til ro. Nogle af dem sover også bedre.
Vi har i flere år haft vores eget isbad og en sauna, som de unge selv har taget initiativ til og været med til at bygge. Begge dele bliver brugt flittigt. Senest har vi erhvervet en større sauna med plads til flere – en ombygget trailer, som står på parkeringspladsen bagved institutionen. Desuden har vi indledt et samarbejde med Innercise (David Owe m.fl.), som har gennemført kurser for både de unge og personalet.
Lyshøj ligger midt i et smukt og kuperet landskab i Odsherred med marker, skov og havet to kilometer væk. Vi råder over en stor naturgrund med mange gode muligheder for at nyde udelivet. Her er et lille skovområde, ATV-bane, boldbane og et bålsted, hvor vi har tilbragt mange hyggelige aftener med snobrød og bålhygge. Og på toppen af bakken ligger vores shelter med en fantastisk udsigt og solopgangen lige ind i soveposerne.
Projekt: “Væredygtige unge i naturen”
Vi vil gerne lære de unge at vælge naturen til og vise dem, hvilken fantastisk kraft, vi som mennesker kan opleve, når vi bare ‘er’ i naturen. Derfor har vi sagt ja til at deltage i det 3-årige forskningsprojekt “Væredygtige unge i naturen”, hvor vi sammen med Professionshøjskolen Absalon og fem andre opholdssteder udvikler og afprøver indsatser i naturen.
Projektet har fokus på at integrere naturbaserede aktiviteter i opholdsstedernes hverdag, hvor vi arbejder målrettet med at overføre mestringsoplevelser til andre kontekster. Det langsigtede mål er at understøtte udsatte unges trivsel og evne til livsmestring.
Projektet løber i perioden 2024-26 med aktiviteter inden for tre temaer:
Samarbejdet med de unges forældre er vigtigt på Lyshøj, og to gange om året inviterer vi hele familien til fest på institutionen. Det er altid nogle superhyggelige dage.
Sommerfesten er årets største begivenhed på Lyshøj. Vi slår telte op i haven og tænder op i grillen, sørger for softicemaskine og candyfloss, spiller en fælles fodboldkamp og hygger med hele familien. Her kommer de unges familier fra nær og fjern for at deltage, typisk med både søskende, far og mor – og skilte forældre tager de ofte deres nye partnere med. For rigtig mange af vores tidligere beboere er sommerfesten også en kærkommen lejlighed til at kigge forbi og præsentere deres nye familie for storfamilien på Lyshøj. Vi slutter dagen i ro og mag kl. 21, og der bliver naturligvis ikke serveret alkohol.
Julefesten er årets anden store begivenhed. Her deltager de unges familier, ofte med søskende, forældre og endda bedsteforældre, som kommer for at julehygge sammen med deres børnebørn. Her serverer vi traditionel julemad med flæskesteg og rødkål, og Lyshøj sørger for gaver til husets beboere og søskende under 18 år. Dagen slutter med, at vi danser julen ind med en rundtur i hele huset.
To gange om året pakker vi Lyshøjs minibusser og tager på ferie sammen. Det er en virkelig god måde at være sammen på, hvor vi kommer helt tæt på og ser hinanden i nye situationer. De fleste af vores unge har kun været uden for landets grænser ganske få gange i deres barndom, og vi modtager jævnligt unge, der ikke har et pas. For nogle kan det være grænseoverskridende at skulle afsted første gang, og vi gør meget ud af at skabe tryghed for alle.
Skitur til Idre Fjäll: Hver vinter tager vi til Sverige for at stå på ski. For en del af de unge er det første gang på ski, men alle modtager skiundervisning, og de fleste bliver vilde med det. Idre Fjäll er et trygt familiested, hvor der er tilpas mange udfordringer – samtidig er det så småt, at vi møder hinanden på løjpen i løbet af dagen. Vi bor altid i de samme hytter, og om aftenen hygger vi med brætspil og kakao eller tager ned i byen for at løbe på skøjter. Vi bruger selvfølgelig saunaen flittigt – gerne i kombination med en rulletur i den kolde sne.
Sommerferie sydpå: Om sommeren tager vi altid 10/14 dage på solferie, og her skifter vi imellem tre faste destinationer i Spanien, Italien og Kroatien. Vi vil gerne lære de unge at tage på gode ferier, der ikke kræver en alt for stor pengepung. Derfor bor vi på campingpladser i mobile homes eller luksustelte. Her holder vi aktiv badeferie, hvor de unge møder jævnaldrende, som de spiller fodbold, tennis eller hænger ud sammen med ved poolen. Det er et kulturmøde på mange planer, og det er bare noget specielt at komme ud at se verden. Maden, klimaet og kulturen – det hele smager lidt anderledes end derhjemme.
Og når vi tager hjem fra ferie, er alle trætte og mættet med nye indtryk. Det giver store oplevelser og god social træning at være afsted sammen – og på vejen tilbage til Danmark kan vi også mærke, hvor godt vi egentlig har det herhjemme.
På Lyshøj Opholdssted har vi en yderst stabil gruppe med 12 faste medarbejdere, som i gennemsnit har været her i mere end 10 år. Vi ved, at trygge rammer og nære relationer er vigtige for vores unge. Især for de unge, som kæmper med angst eller sociale udfordringer, kan nye ansigter være utrygt. Derfor har vi ikke praktikanter, og vi bruger ikke vikarer. Hos os deler det faste personale nattevagterne, og ved sygdom dækker vi ind for hinanden.
Det sker faktisk sjældent, at vores medarbejdere er syge. I kalenderåret 2023 havde vi fx kun 7 sygedage fordelt på 12 ansatte, og vi har haft år fuldstændig uden sygemeldinger. Det tager vi som et udtryk for, at Lyshøj er et godt sted at være – også for de voksne.
Løbende efteruddannelse
Alle vores medarbejdere har en relevant uddannelse, og vi deltager alle sammen i løbende efteruddannelse. Hvert år arrangerer vi interne kurser inden for anerkendende pædagogik og den motiverende samtale, og hele personalegruppen har for nylig deltaget i et Inncercise-kursus med fokus på krop og vejrtrækning. Hver 14. dag har vi desuden besøg af en ekstern supervisor.